Optakt til KORLIVs 60-års jubilæum med repertoirefest og jubilæumsudgivelse
Som optakt til KORLIVs 60-års jubilæum i 2028 planlægger vi en fælles fejring i hele landet: en række lokale korfester i kredsene, hvor vi sammen løfter og synger fra den kommende jubilæums-nodeudgivelse.
I 2028 kan KORLIV – folkekirkens kororganisation fejre deres 60 års jubilæum.
I den forbindelse udgiver forlagsudvalget en nodesamling med nogle af de bedste og mest levedygtige korarrangementer. I alt kommer hæftet til at indeholde 60 satser, hvoraf 45 er tidligere kendte, mens de resterende ca. 15 findes gennem en udskrevet komponistkonkurrence, så vi også fornyr repertoiret til kirkemusikken.
Denne nodebog vil vi gerne udbrede kendskabet til og brugen af, bl.a. ved at markere udgivelsen med et udvidet RepertoireFest-kursus i november 2027.
Kombineret kursus og fest
Idéen er at lave en kombineret kursuseftermiddag, jubilæumsfejring og bogfernisering i hvert af KORLIVs korkonsulentområder dvs. Øst, Syd og Nord, hvor KORLIVs forlagsudvalg står for gennemgang af nogle af satserne fra bogen, og en efterfølgende festlig reception.
Vi drømmer om, at alle stiftskredsenes bestyrelser i de tre områder kan blive en del af denne dag - både på selve dagen, men også i idéfasen ved at komme med forslag til, hvordan vi kan gøre dagen særlig festlig netop i jeres område.
Dato og format
Vi har i samarbejde med forlagsudvalget lagt os fast på følgende dato og form:
Fredag d. 12. november 2027 kl.
14.00-17.00:
- Gennemgang af repertoire fra KORLIVs Jubilæumsudgivelse. KORLIV finder og betaler for instruktør og akkompagnatør
17.00-18.00 (eller hvor lang tid vi nu synes):
- Fest pg fejring med bobler, koncert og taler.
Stamkor
Til kursusdelen med gennemgangen af arrangementerne er tanken, at deltagerne agerer kor.
Vi vil gerne udvide med et slags “stamkor”, som kender til satserne på forhånd, så vi kan få et rigtigt stort og velklingende kor til dagen. Dette kor forestiller vi os skal være et blandet kor, så vi både kan afprøve satser for blandet og for lige kor.
Koncertkor
Til fejringen kl. 17.00-18-ish har vi en idé om, at det kunne være festligt at invitere et eller to kor til at synge en kort koncert for os deltagerne og gæsterne til receptionen.
Det kunne være stamkoret, men det kunne også være et lokalt ungdoms- eller børnekor.
Kreds-Invitation til samarbejde
I første omgang vil vi spørge kredsbestyrelserne om tre ting:
1) Lokation - lokal kirke, domkirke eller sognegård?
Har I et forslag til i hvilken kirke en sådan dag kunne afholdes i, når det er en begivenhed for alle stiftskredsene i jeres område. Det skal jo være en kirke med mulighed for at synge, holde en reception/festlig sammenkomst, lave koncert og nogle køkkenfaciliteter. Øvelokalet og “fest/koncertlokalet” kan jo godt være det samme. Vi har talt om Domkirkerne kunne have lyst til at være værter og vi lytter, hvis I har bedre bud.
Vend gerne tilbage om dette ultimo august 2026, så vi kan få det med i kursuskataloget!
2) Vil kredsene være med?
Har jeres bestyrelser lyst til at samarbejde om at planlægge denne kursusdag/fejring? Korkonsulenterne og projektlederen arrangerer dagen og kan være værter på kurset.
I må meget gerne tænke med - særligt på den festlige del af dagen, så det kan blive en dag, der passer godt til jeres Stiftskreds.
Vend gerne tilbage om dette ultimo august 2026, så vi kan få det med i kursuskataloget!
3) Stamkor
Har I idéer til hvilke kor, det kunne være en idé at række ud til som stamkor og til at lave en kort koncert til fejringen.
Vend gerne tilbage om dette, når I har forhørt jer hos medlemskorene!
Vi håber, I har lyst til at komme og synge og fejre vores skønne organisation.
Kontakt: projektleder@korliv.dk for mere information



